LM Transport har fejret 40 års jubilæum, og manden bag det hele, Leif Møller, er fyldt 70 år.
PORTRÆT | Leif Møller, hovedaktionær i LM Transport Ans A/S, er til fest og farver, så firmajubilæet og hans egen runde fødselsdag blev ikke forbigået i stilhed. Lørdag den 28. juli var op imod 600 gæster samlet i en af LM Transports lagerhaller på Bodalen i Ans, hvor firmaet har sit domicil. Der var god mad, musik og taler dagen lang og aftenen med. Så da gæsterne var gået, var Leif Møllere oven ud tilfreds med forløbet:
–ja, det gik, ligesom jeg havde håbet på, siger han med et smil.
Leif Møller har på de 40 år opbygget en imponerende transport- og logistikvirksomhed. Der er hele tiden gang i sagerne hos LM Transport. Men det er vel alt sammen begyndt et sted i det små? Leif Møller fortæller:
–Jeg har meget at takke Jens Mortensen fra Ans Vognmandsforretning for. Han tog mig ind i sit firma, da jeg var en ganske ung mand i 20’erne og havde haft lidt svært ved at finde min rette hylde. Men jeg har altid haft lysten til at blive selvstændig vognmand lige som ham, så jeg spurgte ham til råds. Han mente, jeg burde starte med en ny lastbil, for han kendte ingen der var blevet rige af noget, andre havde slidt op. Så det gjorde jeg med bankens hjælp – og siden er det gået slag i slag.
Leif Møllers mener ikke, at hans succes har taget noget ud af munden på Ans Vognmandsforretning, selvom de to virksomheder begge transporterer asfalt, sten og grus:
-Nej, vi er mere kolleger end konkurrenter, vi har samarbejdet i alle årene og gør det den dag i dag, forklarer Leif Møller.
Nyt på vej
Her i 2018 er LM Transports lastbilflåde på godt 100 enheder. Man har over 100 medarbejdere på lønningslisten og omsætningen har for længst rundet de 100 millioner kroner. Virksomheden transporterer meget andet end asfalt, sten og grus nu. Glas og vinduesruder er kommet til. Det samme gælder møbeltransport og kørsel med færdigblandet beton:
-Herudover er vi på vej med transport af gas, og vi kan også skimte et nyt forretningsområde, hvor vi driver lagerhotel og udfører omlast for kunderne. Men lige nu er vore største forretningsområder transport af asfalt, sten og grus, glas og møbler. Det med møblerne er en eksportforretning, hvor vi kører til de skandinaviske lande, Schweiz og Frankrig for kunderne, fortæller Leif Møller.
Handelsmand
Når man kan få et transportfirma til vokse fra én lastbil til 100 på 40 år, har man naturligvis nogle ledelsesmæssig egenskaber ud over det sædvanlige. Leif Møller er ikke meget for at rose sig selv, men har gjort sig tanker om sin egen ledelsesfilosofi:
–Man skal have en god, robust psyke. Og så skal man have et godt og stabilt ægteskab. Endelig skal man ikke tro, at man kan alt selv. Jeg har haft rigtig god gavn af at have nogle dygtige medarbejdere og en dygtig revisor. Da vi på et tidspunkt stod i en slags vadested og tjente for få penge, gennemgik revisoren det hele med tættekam. Da han var færdig, sagde han: ”Du har et godt firma, der bestemt kan komme til at tjene penge igen. Men den første og vigtigste betingelse er, at du kommer ud af førerhuset, og det så hurtigt som overhovedet muligt”.
Det var et af de bedste råd, Leif Møller nogensinde havde fået. For han kunne ikke få tid til at bringe sine personlige forcer og talenter ordentlig i spil, når han samtidig kørte sine egne lastbiler rundt på landevejene.
Men hvad er det så, han god til?
–Jeg kan opbygge stabile relationer til kunderne, så de bliver hos os i mange, mange år. Og så er jeg handelsmand. Jeg kan forhandle priser og kontrakter med vore leverandører. Sådan som konkurrencen er, kan du kun skabe stabile overskud i virksomheden ved at styre omkostningerne med hård hånd. Og det kan jeg, når nu du spørger, siger Leif Møller.
“Jamen, jeg vil gerne bestemme, og jeg vil vide, hvad der sker i firmaet. Men jeg råber og skriger ikke af folk.”
LM Transport har som så mange andre virksomheder oplevet konjunkturtilbageslag og strenge tider. Men Leif Møller har reddet stormene af ved at sælge ud af vognparken, ved at være godt polstret og ved at have en rigtig god bankforbindelse. I de senere år er Leif Møller også blevet meget bevidst om, hvad disse periodiske tilbageslag rummer af muligheder. Han forklarer:
–Når man polstrer sig i de gode tider, er der jo penge til at købe billigt op, når de dårlige tider melder sig. Så det er helt klart en vækststrategi, vi forfølger. Derfor regner jeg bestemt med, at vi er vokset 10 år fra nu. For jeg fornemmer, at det for tiden går en tand for godt. Krisen kan komme inden længe. Men så er vi parate.
Hudløs ærlig
Leif Møller vil ikke høre tale om pensionering, selv om han har rundet 70 år. Han vil blive ved, så længe han kan udfylde en meningsfuld rolle i LM Transport. Og det er der gode udsigter til, for han har igennem de seneste 20 år forberedt et generationsskifte:
–Ja, jeg har ryggen fri. Min datter Maria og hendes mand Mathias ejer nu 49 procent af aktierne. Min anden datter, Mie, er ansat i virksomheden som disponent. Så vi fortsætter stille og roligt ad dette spor.
Leif Møller synes selv, at han er blevet bedre til at give ansvarsområder fra sig, men han er på den anden side også hudløs ærlig om sin egen væremåde:
-Jamen, jeg vil gerne bestemme, og jeg vil vide, hvad der sker i firmaet. Men jeg råber og skriger ikke af folk. Det er slet ikke min stil. De bedste præstationer får du efter min mening ved at skabe tryghed og ro om tingene. Her i firmaet har vi dette motto: Vi skal leve af det – men vi skal også leve med det. Og der er gode dage og mindre gode dage. Men ved fælles hjælp får vi jo det hele til at fungere.
Formel 1
Leif Møller er i netværk med en række andre erhvervsfolk i Ans og han yder ofte sponsorstøtte til det, der foregår. Sammen med en kompagnon købte og istandsatte han Ans Kro for 18 år siden og ansatte Ida og Michael Holland til at drive stedet. Ans Kro er i dag en veldrevet virksomhed og et meget stort aktiv for Ans:
–Men ellers brænder jeg meget for idrætten omkring vores flotte AIKC-center. Mine børn og børnebørn bruger byens idrætsfaciliteter, lige som jeg selv gjorde i sin tid, siger Leif Møller, der selv har hurtige biler og motorsport som hobby:
–I fødselsdagsgave fik jeg en billet til et Formel 1-løb i Barcelona. Så det glæder jeg mig rigtig meget til at overvære.